DANLANDS GENERELLE LEJEBESTEMMELSER

Efterfølgende generelle lejebestemmelser er gældende for samtlige ferieboliger i Danmark. Danland er ikke ejer af ferieboligerne, men udelukkende formidler af lejemål på ferieboligerne bestemt til ferieformål. Ved indgåelse af aftale formidler Danland udlejning af ferieboligen på vegne af husejer i eget navn over for lejer. Danland forbliver dog altid kundens kontraktansvarlige partner.

1. Bestilling

Straks efter modtagelse af lejers bestilling sender Danland enten en e-mailbekræftelse eller et lejebevis vedlagt indbetalingskort. Bestillingen er bindende for lejer fra bestillingstidspunktet.

2. Betaling

Så snart lejer modtager sit lejebevis, skal der foretages en forskudsbetaling på 25% af totalbeløbet. Restbeløbet skal være Danland i hænde senest 6 uger før opholdets begyndelse. Hvis lejemålet er bestilt mellem 55-21 dage før opholdets begyndelse, skal hele lejebeløbet indbetales straks efter, at lejer har modtaget bekræftelsen, enten ved bankoverførsel eller betalings- eller kreditkort. Hvis lejer har bestilt mindre end 21 dage før opholdets begyndelse, skal lejebeløbet ligeledes indbetales straks. I dette tilfælde kan betalingen kun gennemføres med betalings- eller kreditkort. Såfremt lejer ikke overholder betalingsbetingelserne og betalingsfristerne, er Danland berettiget til at ophæve lejeaftalen. Ved Danlands ophævelse, som følge af manglende betaling, gælder afbestillingsreglerne i pkt. 3 og den oprindelige betalingsdato som skæringsdato. Indbetales lejebeløbet ikke som angivet ovenfor, er Danland berettiget til at annullere lejeaftalen uden tilbagebetaling af tidligere indbetalte beløb og uden at advisere herom. Det samlede lejebeløb indeholder et administrationsgebyr, som ikke returneres for det tilfælde, at lejer ønsker at annullere lejeaftalen.

3. Afbestilling

Før opholdets begyndelse kan lejer til enhver tid afbestille lejeaftalen. Afbestilling skal ske pr. anbefalet brev eller pr. e-mail til info@danland.dk. Afbestillingen gælder først, når Danland har modtaget og bekræftet den. Følgende afbestillingsgebyrer vil blive opkrævet (samt eventuelt tilkøbt forsikring):

3.1 Indtil 60 dage før lejemålets påbegyndelse:0 % af totallejen.

3.2 Fra 59-35 dage før lejemålets påbegyndelse: 0 % af totallejen.

3.3 Fra 34. dag til og med ankomstdagen eller senere og ved udeblivelse: 100 % af totallejen + administrationsgebyr.

3.4 Ombooking: Hvis en booking ombookes til en senere periode end den oprindelige booking, baseres afbestillingsgebyret på den oprindelige ankomstdato.

4. Ændringer af lejeaftalen

Indtil 35 dage før opholdets begyndelse imødekommer Danland så vidt muligt lejers ønske om ændringer i lejeaftalen. Senere ændringer kan kun foretages som afbestilling af lejeaftalen, jf. pkt. 3.

5. Danlands ret til at opsige lejeaftalen

Danland kan opsige lejeaftalen uden varsel, hvis Danland ikke kan opfylde lejeaftalen, fordi ejeren af ferieboligen ikke kan eller nægter at stille ferieboligen til rådighed. Danlands ret til at opsige lejeaftalen er betinget af, at Danland, hvis det er muligt, tilbyder lejer en feriebolig af tilsvarende stand som det aftalte. Accepterer lejer ikke dette tilbud, refunderes det allerede indbetalte lejebeløb, og der ydes ikke yderligere erstatning.

6. Danlands aflysning af lejemålet

Danland forbeholder sig retten til at annullere lejeaftalen, hvis gennemførslen heraf umuliggøres eller væsentligt kompliceres pga. omstændigheder, der ikke kunne forudses ved indgåelsen af lejeaftalen, eller hvis Danland i væsentlig grad er eller bliver forhindret i at opfylde sine forpligtelser under lejeaftalen, som følge af force majeure og/eller ekstraordinære omstændigheder, herunder som følge af, men ikke begrænset til, krig, borgerkrig, oprør, civile uroligheder, terror, atomuheld, forbud som følge af eller i medhør af, lov, samt anden administrativ afgørelse, strejke, lockout, grænselukninger, karantæne, epidemier, natur- og forureningskatastrofer, brand osv. Dette kan ske uden erstatning til lejer for eventuelle skader eller tab. Danland er ved force majeure og/eller ekstraordinære begivenheder eller omstændigheder berettiget til af lejer at få dækket samtlige afholdte omkostninger, herunder bookingomkostninger, der er forbundet med lejemålets ophør.

7. Lejeprisen inkluderer følgende

Fri rådighed over ferieboligen og dens udstyr i lejeperioden. Slutrengøring. Administrationsgebyr på 150 kr. I lejebeløbet indgår en afbestillingssikring, der giver mulighed for at annullere efter de gældende annulleringsbetingelser. Danland gør endvidere opmærksom på, at lejebeløbet inkluderer en udvidet indbo- og ansvarsforsikring, der kan sikre lejer, hvis uheldet skulle være ude.

8. Rabatformer

Der kan kun benyttes én rabatform pr. ophold.

9. Ankomst og afrejse

Ankomst finder som udgangspunkt sted efter kl. 15. Afrejse skal ske senest kl. 11.00.

10. Depositum

Ved ankomst kan der opkræves et depositum på 1.000 kr. pr. bolig. Dog 1.500 kr. ved boliger med spabad. Ved udlejning i perioden mellem jul og nytår, eller ved udlejning til grupper, er receptionen berettiget til at kræve op til det tredobbelte af det normale depositum. En gruppe består af mindst 6 personer, der ikke holder familie- eller partnerferie. Der ligeledes tale om en gruppe ved 6 eller flere rejsedeltagere, hvor ingen personer er over 25 år. Depositum tilbagebetales ca. 21 dage efter endt ophold, hvis ikke der forekommer mangler eller beskadigelser af ferieboligen.

11. Serviceydelser

Der er mulighed for at leje sengelinned, barneseng og barnestol m.v. på feriecentret. Se priser her, http://www.danland.dk/info/inden-ferien.

12. Kæledyr

I nogle ferieboliger er det tilladt at medbringe kæledyr mod et tillæg på 275 kr. pr. kæledyr. Hvis lejer ønsker at medbringe kæledyr, skal dette oplyses ved bestilling af opholdet. Ved senere forespørgsler, er Danland berettiget til at afslå dette, hvis kæledyr ikke er tilladt i den anviste feriebolig.

13. Rengøring

Slutrengøring er inkluderet i lejeprisen. Den daglige rengøring påhviler lejeren selv.

14. Lejerens ansvar

Lejeren er forpligtet til at respektere de ordensbestemmelser, som gælder for feriecentrene. Lejeren hæfter fuldt ud for boligens inventar. Den person, der har indgået lejemålet, hæfter også for skader forvoldt i lejeperioden af øvrige beboere i boligen. Boligen må maksimalt bebos af det antal personer, der oplyses ved bestilling.

15. Reklamation

Lejer er forpligtet til straks at anmelde eventuelle skader eller mangler til receptionen eller lokalkontoret. Desuden er det lejers ansvar at sætte en rimelig frist for afhjælpning, før lejer er berettiget til at hæve lejekontrakten. Krav om erstatning skal skriftligt meddeles Danland inden for én måned fra ankomstdagen på lejerservice@danland.dk.

16. Ønsker

Ønsker om en bestemt feriebolig noteres og efterkommes, hvis det er muligt, men der gives ingen garanti.

17. Tvister, værneting og lovvalg

Lejeaftalen er undergivet dansk ret. Enhver tvist mellem parterne, der måtte udspringe af lejeaftalen, herunder fortolkningen og anvendelsen heraf, og som ikke kan løses i mindelighed ved forhandling mellem parterne, skal behandles ved Byretten i København som første instans.

18. Ophævelse af enkelte bestemmelser

Ophævelse af enkelte bestemmelser i de generelle lejebetingelser medfører ikke ophævelse af de samlede lejebetingelser eller lejeaftale.

FORSIKRING

Danlands udvidede indbo- og ansvarsforsikring

Lejer er medforsikret på Danlands udvidede indbo- og ansvars-forsikring, der bl.a. erstatter skader, som i lejeperioden forvoldes på bygninger og på indbo, og som normalt ikke erstattes af udlejers almindelige forsikring.

2.1) Dækningens omfang: Forsikringen dækker det erstatningsansvar, som den medforsikrede lejer i henhold til lejeaftalen påtager sig for skader, som i forsikringsperioden forvoldes på indbo og på bygninger i den lejede feriebolig. Forsikringen dækker kun de skader, som normalt ikke erstattes af udlejers almindelige forsikring på bygninger og indbo. Det forudsættes, at udlejer har en almindelig forsikring, der erstatter øvrige skader, som f.eks. brandskader, indbrudsskader og vandskader.

2.2) Undtagelser Forsikringen dækker bl.a. ikke:

a) Normal slitage, revner og ridser, tilsmudsning eller gradvis forringelse.

b) Tyveri, som begås af den medforsikrede lejer eller dennes gæster.

c) Forsætligt forvoldte skader.

d) Skade forårsaget af den medforsikrede under selvforskyldt beruselse eller under selvforskyldt påvirkning af narkotika eller andre rusmidler, når en sådan påvirkning er en væsentlig medvirkende årsag til skaden.

e) Cykler og både, bl.a. windsurfer–udstyr, robåde, kanoer og kajakker samt dele til disse.

f) Kosmetiske skader på sanitetsvarer, herunder spa- og boblebade.

g) Skader, som erstattes af udlejers almindelige forsikring (f.eks. brand-, indbruds- og vandskader).

2.3 Forsikringssum:

Forsikringen dækker op til samme niveau som udlejers egen almindelige forsikring på bygninger og på indbo.

2.4 Selvrisiko

Selvrisikoen er 1.000 kr. for hver skade.

2.5 Anerkendelse af erstatningskrav:

Selskabet er kun forpligtet til at betale for omkostninger, der betales med selskabets godkendelse. Den medforsikrede lejers anerkendelse eller betaling af et erstatningskrav medfører ingen forpligtelser for selskabet. Ved at anerkende erstatningsansvar risikerer den medforsikrede selv at skulle betale erstatningen.

2.6 Fremgangsmåde i skadestilfælde:

I hvert skadestilfælde skal den medforsikrede straks anmelde skaden til Danland sammen med nødvendig dokumentation.

2.7 Dobbeltforsikring: Forsikringen dækker ikke udgifter, som dækkes af en anden forsikring.